WTKF WHISKY TØNDE KLAPPER FORENING
Forside

Generalforsamling · Referat

WTKF Generalforsamling 2024

4. april 2024

Dagsorden for ordinær generalforsamling d. 4. april 2024

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens beretning, herunder beretning fra evt. udvalg
  3. Fremlæggelse af regnskab, budget og kontingent
  4. Indkomne forslag
  5. Valg
  6. Eventuelt

Ad 1. Valg af dirigent og referent

Dirigent: Per Lund. Referent: Mathias B. Pedersen.

Nye medlemmer blev præsenteret: Søren Matthiasen — nyt medlem gennem svigersøn, tidligere medlem af Horsens Whisky Laug, nyligt flyttet til Skærbæk og med stor erfaring inden for whisky og afholdelse af smagninger. Troels Thorning — søn af Peter Thorning og kammerat med Mathias, ikke så meget whiskyerfaring men stor interesse for området.

Ad 2. Formandens beretning

2023 fik en skidt start: en bøde på 500 kr. fra Madkompagniet efter sidste års generalforsamling på grund af dårlig rengøring af service. Der er lavet en løsning, og i år er der i stedet brugt engangsservice.

Den årlige danske whiskytur blev aflyst sidste år — en ny tur blev forsøgt planlagt, men uden held. Foreningen købte en Deerness-tønde i maj sidste år. Sjatfesten var god og festlig, selvom formanden desværre ikke kunne deltage. Foreningen købte desuden en Linkwood-tønde fra Speyside (35 andele). Glengoyne er hjemtaget med stor succes — en rigtig sherrybombe.

Fremtid for nuværende tønder: Peter Diemer har smagt Craigellachie, som nu er 11 år gammel på sit nuværende bourbonfad — ikke fantastisk. Der skal tages stilling til, om den skal ligge længere på det nuværende fad eller hældes på et nyt. Peter Diemer og Zeb træffer en beslutning og sender den ud til andelshaverne. Det er dog fast besluttet, at tønden ikke skal hjem på nuværende tidspunkt.

Ny tønde: Zeb og Peter Diemer kigger på et nyt fad fra et andet whiskylaug, som udbydes i foreningen — en lang historie der involverer Harevænget Whiskylaug i Kolding, med noget der involverer Tullibardine blandet med peated Bladnoch.

Hjemmesiden: Der er ytret utilfredshed med hjemmesidens forfatning og informationsniveau, men det er besluttet at hjemmesiden fortsat bruges til opslag og status og ikke som et aktivt kommunikationsmedie. Mathias prøver at overtale nyt medlem Rasmus Neuman til at give siden en mindre overhaling. Det er noteret at Deerness mangler på hjemmesiden, og Mathias får den lagt ind.

Turudvalg: Der er lavet en præsentation af Rune og Poul-Jacob Vilhelmsen, som lægges op på foreningens Facebook-side.

Ad 3. Fremlæggelse af regnskab, budget og kontingent

Regnskabet er godkendt efter en længere brandtale fra kassereren. Kontingentet er hævet til 175 kr., og det er aftalt at der fremover kommer gebyr på fakturaer, der betales for sent.

Ad 4. Indkomne forslag

Der er ikke modtaget forslag.

Ad 5. Valg

Johannes, Henrik og Kim er genvalgt til bestyrelsen, som herefter fortsat består af Kim, Mathias, Johannes, Henrik og Poul-Jacob. Torsten er genvalgt som revisor — dog med stiltiende accept, da han ikke selv deltog. Der er ingen ændringer i udvalgene.

Ad 6. Eventuelt

John Arne Sørensen (JAS) er desværre afgået ved døden. JAS deltog tidligere aktivt i generalforsamlinger som dirigent og deltog flere gange i ture til Skotland — han vil blive savnet i foreningen. Æret være hans minde.

Mathias skal sikre, at hele bestyrelsen har adgang til Dropbox. Alle fadbeviser skal samles hos foreningen, hvilket bestyrelsen sikrer.